Vi vågner op næste morgen og snakker om hvor koldt det var, på vej til og fra baren og finder ud af at det har været -18 graders frost… Wut?
Efter at have fået lov til at bytte vores værelse ud med et andet, så Jeppe ikke igen skulle sove på “Dødsmaskinen” vælger vi at tage ind til byen og går derfor ned og tager det offentlige, som i Boston er en sær mellemting mellem en metro og en sporvogn, kaldet ”The T”. Til trods for at det har sneet kraftigt gennem natten, hører man ikke noget brok om at dørene ikke kan lukkes, eller aflysninger. ”The T” er vant til Bostons vejr og kører bare. DSB: Tag noter!
Inde i byen går vi rundt og fryser ad h… til. I guidebogen står der noget med Boston og ”… like nuclear winter”, fordi det er en af de allerkoldeste storbyer i USA. Derfor er det nærliggende at søge tilflugt i nogle af byens butikker som handler med jakkesæt. Vi bliver venligt modtaget af en mørkglødet fyr, som er meget imødekommende, og som spørger ind til hvor vi kommer fra og hvad vi laver i USA. Jeppe forklarer og slutter af med grinende at sige ”…we´re bringing the almighty euro. Det tager sælgeren som et klart tegn på at vi ikke har tænkt os at forlade butikken uden MINDST et jakkesæt. I de følgende to timer udspiller der sig et tøjprøvningshelvede, hvor det ene suit efter det andet, ryger af og på Jeppes delvist frostlammede krop. Uanset hvor røvballe-agtige suits (hvem går i kamelfarvede jakkesæt?) der hives frem, er sælgeren imponeret og dommen er klar: ”That´s just perfect”, eller ”this one is costumized” (hvordan kan et helt tilfældigt jakkesæt til $199 på udsalg være ”costumized?”).
Da Jeppe endelig skal betale, er der lagt et ekstra jakkesæt op på bordet, sammen med tolv forskellige skjorter der hver især ”goes specially well” med det nye stykke tøj. Det bliver også til bælte og sko og en uundværlig transporttaske, så jakkesættet ikke bliver krøllet. Hvis skopudserne i New Orleans var dygtige til at lokke dollars ud af Jeppe, er denne sælger en sand mester. Det der egentlig bare skulle have været lidt varmestue, er endt med en halvdyr affære, men trods alt også et jakkesæt. Bravo Mr. Jardex.

Om aftenen tager vi ud for at få nogle øl og kigger lidt på nettet, for at finde et sted med mange barer. Vi beslutter os for at vi skal ud og spise, og finder et hyggelig gade, Boylston Street, som har mange barer og restauranter. Efter maden ender vi på Cocktail Baren Cactus, som har ikke mindre en syv forskellige varianter af Margaritaer. De skal naturligvis testes. Vi får hanket op i nogle unge studiner som er ude og fejre deres vens fødselsdag og de spørger om vi ikke vil med videre på Whiskey Smokehouse. Det vil vi gerne. I de følgende timer bliver der indtaget en del alkohol, og vi får hilst på nogle af pigernes har-lige-mødt-dem-her-i-sidste-weekend-venner som Dixon prøver at gøre sig gode venner med, med den klassiske ”do we have a problem?” Det har vi åbenbart, en gut med Lou Bega-overskæg og hans ven “Balkan” er friske på at slås – en ting man holder meget af i Boston (måske er det for at holde varmen). Vi ender dog med at købe os til forsoning ved at byde på drinks og det kan aflæses på den regning vi får en time senere. Jeppe tipper barpigerne alt, alt for lidt og nu ligner de også nogen der gerne vil slås- Vi finder efterfølgende ud af, at det åbenbart ikke er kotume i Boston at sige ”go fuck yourself” til bar-personalet, men uden at vi egentlig selv synes vi har gjort os fortjente til ballade, har vi nu pisset en håndfuld mennesker af, men heldigvis ikke studinerne som vil tage en taxa hjem for at feste videre. Dixon tager hjem og sover brandert ud da vi skal køre til New York næste dag, mens Jeppe tager med videre til kollegiefest et stadig ukendt sted i Boston. Næste dag – et godt stykke over middag, returnerer han til hostellet og vækker Dixon med junk food fra McDonalds, en halv dåse hårvoks og et par røde, hjerteformede håndjern i favnen.
Tilfreds Onkel Henning?

Det er onsdag og det blevet tid til at forlade USAs hovedstad så vi står igen tidligt op sammen med Gil og Nancy. Dixon starter dagen med at tage Dexter (katten med de våde drømme) i hoved og røv og kure ham henad gulvet, fordi han ligger i vejen. Så er vi klar til at tage afsted, men lige inden vi går ud af døren, vælger Jeppe lige at snitte håndfladen om med en neglesaks der stikker ud gennem toilettasken, så blodet pibler frem fra en 6 cm lang flænge. Et Disney-plaster og en tudekiks senere er vi dog klar, og er på vej endnu længere nordpå til Boston som er hovedby i den nordvestlige region i USA kaldet New England. New England er en fællesbetegnelse for småstaterne Maine, New Hampshire, Vermont, Massachusetts (hvor Boston ligger), Connecticut og Rhode Island.

Boston er en gammel handelsstad tilbage fra 1600-tallet og har traditionelt været en velstående by, som følge af den meget handel med Europa, da det er den amerikanske havn som er tættest på Europa. Det var også her løsrivelsesbevægelsen fra England startede i begyndelsen af 1800-tallet og mange historiske slag er udkæmpet i området. Boston er kendt for sine mange universiteter (ca. 50!), heriblandt Harvard og MIT, som regnes for at være blandt de allerbedste universiteter i verden. Ca. 1/3 af indbyggerne i Boston, regnes for at være studerende og det kan ses i bybilledet og på byens mange barer (har vi hørt). Ellers er Boston kendt for sport og for sin store italienske og ikke mindst irske befolkning, som enhver der har set Sam’s bar kan nikke genkendende til.

Det lykkes os for en gang skyld at ankomme tidligt til en by, og efter at have kørt lidt rundt, ankommer vi til et hostel, hvor vi ved første øjekast får stillet et udmærket værelse til rådighed, men det viser sig dog meget hurtigt, at der ualmindelig stor forskel på sengenes størrelse/komfort/betræk osv. Den ene seng er helt nice – det er en dobbeltseng med fantastisk liggekomfort. Ikke for hård, ikke for blød, men lige tilpas – lidt ligesom den Guldlok sover i, i eventyret. Den anden seng derimod har skæve ben, fjedre der kan ses gennem madrassen, bremsespor på lagenet og den hælder ned mod gærdet så man skal ligge med hovedet nedad og sove. Det bliver hurtigt klart for os at en lodtrækning er nødvendig – en lodtrækning der gælder for alle 4 nætter i Boston, men som samtidig indebærer at vinderen skal betale taberens druktur første aften, så taberen får mulighed for at glemme hvor ynkelig sengekomfort han har til rådighed. Følgende reportáge bevidner hvem der vandt lodtrækningen. Vi beklager den snøvlende tale, men det var nødvendigt at indtage store mængder alkohol for en af os, og så var bartenderen så flink at introducere os for drinken ”de tre vise mænd” (Jim Beam, Johnny Walker og Jack Daniels), som viste sig hverken at have guld, røgelse eller myrra med til os, men derimod fuldskab, dårlig mave og massive tømmermænd:

Vi står tidligt op, for Gill og Nancy skal på arbejde og vil helst ikke have at vi laver ballade med kattene mens de er væk. Forståeligt nok. Klokken er otte og vi er helt smadret, men D.C. kalder og vi har fået en gylden mulighed for at få fat i nogle af de billetter som gør det muligt at komme ind og se nogle af seværdighederne. Vi tager derfor ind til Capitol og stiller os i kø med 150 andre søvndrukne turister/skolebørn/sølvbryllupspar som alle skal ind og se det amerikanske parlament. Det lykkes os at få billetter til tre kvarter senere, så vi får omparkeret bilen (vi holder åbenbart et sted hvor man skal være senator for at må holde) og får lige spist en dag-gammel croissant hver, før vi er klar til security check.

Man må have omtrent det samme med ind i Capitol, som man må på et fly, dvs. ingen våben, neglefile, vandflasker, eller skarpe genstande, og det får vi at vide gentagne gange af en guide. Alligevel lykkes det en skoleknægt at blive taget med en saks (hvorfor har man sådan en i lommen?) i security checket og bliver buhet/grinet af hele vejen forbi køen og hen til den plastikcontainer hvor han må smide sit våben ud. Klasse. Jeppe er i tvivl om, om den plastik-abe-nøglering som vi har købt til bilnøglen må komme ind, men som han bemærker til et sølvbryllupspar fra Boston vi er faldet i snak med i køen: ”It shouldn’t be a problem. I’ve heard there’s already one monkey in there.” Og ganske rigtigt. Aben udgør ikke noget sikkerhedsproblem.

Indenfor er der o.k. spændende, men så heller ikke mere. Kuplen ser ud til i diameter at være mindre end Marmorkirken og det er egentlig lidt skuffende, når vi nu er i USA, hvor alting per definition er større. Men Capitol ligner også noget vi har set før: Alle bygninger af betydning i D.C. (og stort set i hele USA) er bygget i amerikansk neoklassicistisk stil, dvs. søjler og marmor fra ende til anden og det er da meget flot, men bliver også lidt vulgært og bryllupskage-agtigt i længden.

Vi går gennem en sikkerhedskontrollen til en tilfældig regeringsbygning for at slå en streg, og finder ud af at de har en glimrende kantine hvor vi sætter os ind og spiser frokost. Kantinen ligger under jorden i en kælder og de har ufattelig meget forskellig mad. Det ser ud til at vi ikke ikke er de eneste der har fundet ud af dette, for her går utrolig mange politibetjente rundt og lister sig til billig kaffe og donuts. Efter maden vil vi lige snuppe en lille power-nap i bilen på 10-15 min. (vi har været tidligt oppe, jo) men vågner først op tre timer senere, fuldstændigt gennemsvedte af eftermiddagssolen og med en parkeringsbøde siddende i vinduet. Flot.

Vi når lige at se et indianermuseum (med særudstilling om kjoler, wow!) og National Air and Space Museum, hvor vi prøver en flysimulator: Dixon på rattet, Jeppe som kanonfører, hvor vi ruller rundt og er ved at kaste burgermad op. Efter middag på en kinesisk restaurant, hvor det som sædvanligt er umuligt at finde ud af, præcist hvad det er man spiser (hvad fanden er pu pu tray), er det tilbage til Gil, Nancy & kattene og drikke hjemmebryg, før vi går tidligt i seng og forbereder os til at køre til Boston næste dag.

Det er meget sjovt at have været i D.C., men det er en udpræget turist-by (selv i februar måned) hvor man vader meget rundt mellem de forskellige seværdigheder og tager billeder af alle de bygninger man kender fra TV og nyhedsindslag. Hvis man er meget til den slags er det nok en af de fedeste byer at tage til i USA, hvis ikke – tjah… Så spar pengene og tag til New York i stedet.

Efter at have indtaget en god morgenmad, var vi klar til mere sightseeing i Washington. Det var egentlig ikke fordi vi ikke havde fået nok dagen før, men D.C. er ikke en by som sprudler af skøre gallerier og skæve mennesker, det hele er meget pænt og nydeligt og byen er mere en form for ét stort amerikansk symbol med sine mange instituioner og monumenter, end en ”pulserende” hovedstad med et specielt personligt præg. Vi manglede stadig at se nærmere på Capitol – regeringsbygningen – så vi kørte op for at undersøge om vi kunne få nogle billetter så vi kunne komme indenfor. Det kunne vi selvfølgelig ikke, for klokken var over middag og de sidste billetter bliver som bekendt udleveret tidligt om morgenen. I stedet spillede vi noget amerikansk fodbold foran på Capitol Hill – området omkring bygningen, hvor Jeppe lige gav Dixon en lektion i, hvordan man kaster som en rigtig quarterback. Desværre begyndte det at regne, så vi afsluttede Super Bowl-kampen og tog tilbage mod Georgetown for at slappe lidt af på en café.

På vej mod byens vestlige del kom vi imidlertid forbi et andet af Washingtons meget vigtige monumenter, som vi blev nødt til at besøge på trods af det dårlige vejr: Arlington National Cemetery. Denne enorme militærkirkegård er begravelsesplads for hundrede tusinder af amerikanske soldater (og deres koner), og også John F. Kennedy ligger begravet her. På kirkegården ligger mænd og kvinder som er omkommet i alle amerikanske krige, lige fra den amerikanske borgerkrig til de nuværende krige i Irak og Afghanistan. Kirkegården, som ligger lidt udenfor selve D.C., opstod oprindeligt fordi der ikke var plads til at begrave alle de døde fra den amerikanske borgerkrig og derfor inddrog man et kæmpestort landområde vest for byen. Der er flere ting interessante steder på kirkegården, men et af de mere berømte er Tomb of the Unknown Soldier, som startede med at være mindested for en ukendt soldat fra 1. Verdenskrig, men som siden har fået følgeskab af andre ukendte soldater fra WWII, Korea og Vietnam. Bag graven ligger et kæmpestort amfiteater som ofte danner ramme om ceremonier på Memorial Day, Veterans Day og andre mærkedage i USA, mens graven siden 1948 er blevet bevogtet af en af en soldat fra 3rd U.S. Infantry Regiment. Vi havde naturligvis en mand på stedet, som kunne give en lille reportáge on location fra Den Ukendte Soldats Grav:

Efter at have været et par timer på kirkegården var vi drivvåde og måtte søge tilflugt på en Starbucks i Georgetown. Her sad vi og ventede på at de næste couchsurfere vi skulle bo hos, kom hjem fra arbejde. Ved 21-tiden rullede vi op ved deres store hus i den nordlige del af Washington og blev pænt modtaget af et ægtepar midt i fyrrerne, som siden juli havde haft ikke mindre end 40 rejsebumser som os boende. Gill og Nancy som de hed, var temmelig tjekkede omkring det at have folk boende og vi fik vores eget værelse, badeværelse, internetopkobling og sågar to katte som gerne ville sove sammen med os. Den ene kat, Dexter, mjavede dog ret meget i løbet af natten og vi havde ham under kraftig mistanke for at ligge og få ”engle-mis” lige ved siden af os.

Det hostel vi boede på, lå ganske tæt på The Mall, som er det sted i Washington hvor de fleste seværdigheder er centreret. Her finder man en lang række seværdigheder som Det Hvide Hus, Capitol (parlamentet), Washington Monument og en række andre vartegn, som er vigtige ingredienser i den amerikanske historie og selvforståelse. Vi startede med Det Hvide Hus, hvor vi prøvede at komme ind og snakke et par alvorsord med George Bøsh. Det måtte vi ikke, så Dixon prøvede at kravle over hegnet, men det blev han frarådt af en venlig mand med maskinpistol.

I stedet gik vi over til Washington Monument som er den kæmpestore fallos der rager op i hovedstaden. Vi ville gerne have været oppe i den, men man skal have billetter til mange af seværdigheder og de bliver uddelt kl 9 om morgenen, hvor vi ikke engang er tæt på at stå op. Så vi gik i stedet rundt om Reflecting Pool, som er den sø, Forrest Gump vader ud i, i den berømte film og som ellers er kendt for at være stedet hvor Martin Luther King i 1963 holdt sin famøse tale, startende med ”I have a dream…”. I den ene ende af bassinet, er et mindesmærke over 2. Verdenskrig, der som mange af de andre monumenter i området handler om USAs deltagelse i krig. Dixon kunne ikke dy sig for at dele ud af sin store viden om USAs rolle i 2. Verdenskrig, så her følger en knap to minutter kort, men utrolig præcis genemgang af hele forløbet. (Gymnasieelever: Husk kildeangivelse, når i bruger indslaget i jeres 3.G-opgave.)

Vi fik også set Lincoln Memorial (Lincoln var ham som fik frigivet slaverne) og muren med navnene på alle de amerikanske soldater som døde i Vietnam (58.000 mænd og kvinder). Så begyndte det at regne og vi tog hen i universitets-bydelen Georgetown for at drikke kaffe. Det er stort set umuligt at købe en kop kaffe i centrum af Washington, for det hele består af kontorbygninger og museer, og så er Georgetown klart et anbefalelsesværdigt sted at slappe af og shoppe, for dér findes mange butikker, caféer og restauranter og det er også her man finder de unge studiner studerende fra det berømte, nærliggende universitet. En af dem, viste sig at være Ashton som arbejdede i den tøjbutik vi var ved at tømme og som gerne ville drikke nogle øl med os. Så vi vendte tilbage efter lukketid og gik på bar med ham og bestyreren. Bestyreren havde en aftale med sin forlovede (og svigerfar!) en time senere, så han havde kun en time til at drikke sig fuld i. Den time blev fuldt udnyttet og da han forlod os tre andre, var vi alle fire godt stegte… Efter et par timers hård drikkeri gik vi hvert til sit, og Ashton mumlede noget om at han nok ville dukke op til Roskilde Festivalen.

Vi havde ikke sindssygt meget lyst til at skulle sove sammen med ti andre gutter igen, oven i købet på hver vores værelse, så vi fandt et superfedt, men halvdyrt hotel, hvor vi overnattede, men fik til gengæld en storslået morgenmad på et fransk brasserie-agtigt sted, oven i hatten. Turens første luksusoplevelse – tiltrængt!

Som tidligere nævnt, skulle vi have været ude og springe i faldskærm med Kris som vi boede hos og som har sprunget en del. Desværre viste det sig at flyet ikke lettede fra Nashville, men at vi skulle helt til Memphis for at springe. Det havde vi ikke helt mod på da vi lige havde kørt de 2 x 4 timers kørsel dagen i forvejen, så vi besluttede i stedet at bruge dagen til at køre videre mod USAs hovedstad, Washington D.C. Efter vi havde informeret Kris om at vi ville droppe faldskærmseventyret og begive os videre, gav hun os lige lidt bonus-info om ham manden der skulle have taget os med op at flyve. Det viste sig nemlig at han havde været under anklage for at slå sin kone ihjel og brænde liget af hende, efter uoverenstemmelser over noget med fly-firmaet. Manden fik imidlertid hyret en af de advokater O.J. Simpson havde benyttet under den famøse retsag og blev siden frifundet. Vi siger ikke han gjorde det, for vi har naturligvis fuld tiltro til det amerikanske retssystem, vi pointerer bare det pudsige i at konen var blevet grillet i samme type brændstof som det, der brugtes i mandens flyvemaskine. Rar fyr.

Ellers var det ikke nogen videre begivenhedsrig da, som mest bestod i at køre de knap 700 miles (lidt over 1000 km) til Washington. Inden vi kom ud af Nashville, blev vi dog nødt til at få lavet Jeppes computer som var gået i stykker i løbet af turen. Da vi endelig fandt en computerbiks, troede de at vi medbragte en bombe, på grund af de store mængder gaffatape som efterhånden holdt maskinen sammen samt de mange ledninger der stak ud til alle sider. De gad ikke engang forsøge at lave den, så vi havde pludselig valget mellem at stoppe med at skrive på bloggen, eller anskaffe en ny. Let valg: Endnu et svirp med VISA-kortet og ny maskine.

Når man kører så lange afstande som vi gør, er det godt at have lidt underholdning med, så vi har et Trivial Pursuit “Pocket Size” med (som er for stor til at komme ned i nogen som helst lomme). Det giver anledning til nogle store diskussioner omkring hvad man bør vide om musik og hvad der er usømmelig omgang med hjernekapacitet. Et eksempel kunne være, “Hvad hedder Take Thats første plade”, hvor Jeppe promte svarede: “Take That And Party” til kraftig hovedrysten og voldsomme protester fra Dixons side: “Bøøøøsh!” Kald det unødvendig viden, kald det en indikation på hvem der forstod pigerne allerede omkring 4. klasse, eller kald det bare et typisk eksempel på en samtale der kan strække sig over 100 miles.

Vi kom endelig frem til D.C. omkring midnat og fik os booket ind på et meget centralt beliggende, billigt, men meget lidt komfortabelt hostel, hvor vi skulle sove i halvanden meter lange, gummilagen-beklædte køjesenge med 10 andre. Lidt stramt, efter så lang en køretur, hvor man har ekstra meget brug for at sove i en ordentlig seng. Søvn fik vi dog og stod og var klar til at inspicere byen næste dag.

Mere Trivial Pursuit: Hvilken stat ligger Washington D.C., egentlig i? Svaret er “ingen” for D.C. er kun er en by, indeklemt mellem de to stater Virginia og Maryland, som hverken har stemmeret i Senatet eller Repræsentanternes Hus. Oprindelig var Philadelphia USAs hovedstad (1788-1800), men man valgte at anlægge denne “kunstige” by ved Potomac-floden for at undgå regionale interesser. Det tog dog lang tid at få folk til at flytte til, især fordi der først i 1871 blev lagt asfalt på gaderne, lavet gadebelysning, kloakker osv. og de første præsidenter (herunder George Washington selv, som byen er opkaldt efter), siges at have hadet byen. Udover de forskellige nationale institutioner (præsidentbolig, parlament, Pentagon, CIA osv.), ligger der især mange monumenter som på forskellig vis beskriver USAs historie. Dem ville vi gerne se nærmere på.

Vi vågner med gigant-tømmermænd (igen-igen-igen…), men får heldigvis lov til at sove branderten ud mens Kris er på arbejde. Dixon tjekker sin telefon og kigger over på Jeppe som lige er vågnet: ”Jeg har to ubesvarede opkald på min telefon. Jeg tror sgu Elvis har ringet.” Vi bliver hurtig enige om at Kongen nok har prøvet at ringe til os for at byde på kaffe. I hvert fald bliver der lynhurtigt truffet beslutning om, at vi da helt sikkert skal køre de knap 350 km til Memphis for at lure om Elvis måske har fået det nye Guitar Hero, og om han kan slå os på hard. Vi kommer ud af byen og Dixon falder hurtigt i søvn på passagersædet, mens Jeppe tæmmer V6eren med kus’ kontrol. Dixon er flere gange i løbet af turen blevet lovet en tur på IHOP (International House of Pancakes), som er leveringsdygtige i nogle af de største hjerte/kar-sygdomsfremkaldende morgenmadsorgier man kan forestille sig. Tømmermænd og IHOP? Jo taaaak! Dixon bliver lige vækket med en flad og en smøg og så er det ind og spise t-bone steaks til morgenmad med jordbærmilkshake til. Bag ved os sidder et ægtepar som er meget glade for de internationale pandekager. De er på fornavn med personalet , men er lidt bekymrede, for de har bestilt rejse til Hawaii og vil nu gerne vide om de kan få deres daglige morgenmåltid, (formentlig bestående af halvdelen af menukortet), på Stillehavsøerne. Det er sørme costumer loyalty.

Efter en sund morgenstarter er vi på vejen igen, men dukker lidt sent op hos Hr. Presley som bor helt over på den vestlige side af Mephis. Vi får parkeret bilen og på vej op til porten diskuterer vi, hvorvidt Elvis drikker Necafé og om vi mon skal have flødeskumskager. Dixon mener at det skal vi, for han har set nogle billeder af Elvis der enten kunne tyde på at han godt kan lide en Kartoffelkage i ny og næ. På vej om ad den lange indkørsel bliver vi dog stoppet af en portvagt som spørger om han kan hjælpe os med noget, så vi spørger om det da ikke er hér Elvis bor. Det er det, siger portvagten, men viser os over på den anden side af Elvis Presley Avenue, hvor vi skal fragtes i bus de 150 meter op til Elvis hoveddør. Der er service på drengen.

Elvis har mange venner. Der er i hvert fald dukket ret mange mennesker op til kaffeselskabet og ved stoppestedet kan man købe souvenirs med Elvis mens man venter på bussen. Han har også sin egen radiostation, som kun spiller hans numre. Vi diskuterer hvor høj ens score skal være i Guitar Hero for at man får sin egen radiostation. Så er der afgang og efter 20-30 sekunders bustur er vi endelig nået frem til Elvis´ hoveddør, og ringer pænt på, hvorefter vi bliver modtaget af en butler-agtig type som byder os velkommen. Vi takker og vader ind (med sko på og det hele) og følger de andre gæster rundt i hele huset. Vi har fået en lille radio udleveret hvor en mand fortæller os om alle de mange rum i huset, men vi får også at vide at man ikke må gå ovenpå, for der er åbenbart nogle hemmelige ting som Elvis helst ikke vil have, vi piller ved. Vi bliver enige om at det nok er gårsdagens opvask som ikke er taget, så det respekterer vi naturligvis. Til gengæld respekterer vi ikke at det er “strictly forbidden” at filme på Graceland, for hvordan fanden skulle vi ellers kunne lave reportáge?!

Lidt skuffede over at Elvis har taget røven på os, kører vi de 350 km tilbage til Nashville, hvor vi ender med at drikke nogle øl sammen med Kris og Lisa. Vi bliver lokket op på en mekanisk tyr som river os rundt – ikke mindst Dixon, som lige får knust venstre testikel af tyrens røv på vej ned i masdrassen. Det har været en lidt en skuffende dag i Tennessee og vi holder igen med alkoholen. På vej hjem fra byen passerer vi lige Nashvilles domhus igen, men der er ikke rigtig nogen af os, der har mod på at lave Storbys-OL igen, selvom Jeppe lige når at smide en udfordring. Vores humør stiger dog lidt, da Kris på vej hjem lover at hun vil tage os med ud og springe i faldskærm næste dag…

[OBS: På grund af tekniske vanskeligheder, bringer vi kun dette ene billede til dagens artikel. Fra i morgen skulle det være løst og vi lover en ordentlig reportáge. Red.]

For at sige det som det er, er Nashville omtrent ligeså spændende om dagen, som Bagsværd er, og da vi allerede har spillet museumskortet beslutter vi os for at tage lidt uden for byen for at shoppe. Fire timer senere kommer Jeppe ud af den sidste butik og finder Dixon sovende i fosterstilling på forsædet i bilen. Det lykkes os lige at glemme en pose fuld af tøj inden vi forlader indkøbscentret, som vi først får bjærget to dage senere, men så er vi klar – det er nemlig Valentines Day! Og hvad er mere romantisk end at invitere vores Couchsuring og hendes veninde på store plastikkrus med øl og lukne hotdogs til NHL-action (ishockey) i det lokale isstadion, Sommet Center?

For dem der ikke har været til sportskampe i USA kan det være lidt svært at forstå, hvad det egentlig indebærer at tage ind og se sport og det er vist ikke sikkert at nogen af os helt har gennemskuet det endnu. Men kort fortalt er det noget med at fylde en stor hal op med en masse tykke mennesker som kan få hockeytrøjer til at fremstå som slim-fit og så stopfodre dem med foliesvøbte proteinstarmspølser, candyfloss og letøl mens der i en hver given pause af kampen bliver vist en reklame på storskærm / spillet et nummer af en umulig sekundamusiker / uddelt klapsalver til en Irakveteran i kørestol osv. Særligt slemt var det denne Valentines Day, hvor den giganriske storskærm i midten af hallen, zoomede ind på udvalgte tilskuere og viste nogle meget ubehagelige billeder af overvægtige mennesker, der med pepperoni siddende i tænderne blev presset til at kysse hinanden, og dermed at simulere, at kærligheden stadig blomstrer på trods af lorte-bleer, rentestigninger og daglige skænderier over opvasken.

Måske var der en grund til at man efter bedste evne forsøgte at lede folks opmærksomhed væk fra selve spillet på isen, for det som foregik var virkelig grimt at se på. “Rovdyrene” var i kamp mod “Indianerne” (Nashville Predators vs. Chicago Blackhawks), men alle der har læst Sølvpil som børn ved hvordan dét ender: Rovdyrene bliver pelset og lavet til mokkasiner. Omtrent det samme var ved at ske for Predators som i løbet af ca. tredive sekunder havde bragt sig sikkert bagud 0-1. Flashback til utallige søndage på Gladsaxe Stadion og et tæt på udspillet hjemmehold der var bagud med 0-3 efter første periode. Ved 0-4 begyndte de første fans at forlade stadion og først ved scoringen til 1-5 kom der jubel i hallen. Ikke så meget på grund af det sportslige, næ: Taco Bell havde såmænd lovet gratis tacos til alle hvis Predators scorede fem mål i kampen og det kunne få hjemmepublikummet op af de snævre stole: ”We want tacos! We want tacos!”, indtil Blackhawks lukkede kæften på dem med kampens sidste scoring til 6-1.

Efter ishockey tog damerne os med på en rigtig honky-tonk-bar, hvor mænd i 50-års-alderen med usædvanligt veltrimmede overskæg, læderstøvler og Stetson-hatte, konkurrerede om hvem der kunne se mest cowboy ud. En ikke-så-slank pige tog dog aftenens førstepræmie i ”kårbøjd” da to brune fingre lige dykkede ned i baglommen og hev en dåse skrå op, som med rutinerede bevægelser erstattede et i forvejen godt opløst stykke tobak der allerede lå og sydede i hendes undermund. Man kan i øvrigt kende rutinerede skråtyggere på at de altid har to ølflasker i hænderne: Én til at drikke af og én til at spytte i – Denne pige var ingen undtagelse. Der var til vores overraskelse også en lille gruppe bøsh-cowboys, som rendte rundt med cowboyhatte og havde lidt svært ved at holde fingrene fra hinanden. Kool at se at bøsh-segmentet også findes i selveste Nashville, som ellers er kendt for at være en temmelig gammeldaws by.

Det er efterhånden blevet sent og Kris’ veninde, Lisa, tager efterhånden godt fra i baren og er hele tiden først færdig med at drikke ud. Øllene bliver udskiftet med forskellige whiskymærker on the rocks og efter fjerde omgang er gulvet under os efterhånden ved at blive lidt ustabilt. Derfor beslutter vi os for at tage hjem, men på gåturen hen til Kris’ bil er det dog lige blevet tid til ”Storbys-OL” hvor Dixon og Jeppe afholder konkurrence i parkeringsautomatsbukkespringning, skilteklatring, vejtræs-kung-fu og kongedisciplinen blomsterkasse-10-spring.

Sidstnævnte kategori bliver startet af Jeppe, som i flot stil springer fra den ene blomsterkasse til den anden, mens en fodgænger er stoppet op og entusiastisk råber:”GO-GO-GO!” Jeppe får trampet godt rundt i samtlige blomsterkasser, og tror efter sidste blomsterkasse at der er medaljetid, men må erfare at tilskueren, som viser sig, ikke at være nogen stor sportsfan men derimod politimand, ikke har råbt ”GO-GO-GO!”, men derimod ”NO!-NO!-NO!” I samme øjeblik kommer Dixon flyvende udover blomsterkasserne i endnu vildere tempo og politimanden som allerede har godt fat i nakken på Jeppe, betragter vantro optrinnet. Dixon mener imidlertid ikke at storbys-OL er forbi på dette tidspunkt og fortsætter i sprint forbi politimanden, rundt om et hjørne og ned af en sidegade. Jeppe er nu alene i hænderne på ordensmagten og er ifølge politimanden godt på vej i fængsel: ”You have just violated a federal government building!. Oh man, oh man … You are going to jail!”

Det viser sig at blomsterkasserne står foran retsbygningen i Nahsville (temmelig uheldigt) og det er nu tid til at finde de diplomatiske vendinger frem for at slippe ud af situationen. Men da politimanden (som ligner og snakker som Dr. Phil i en svagbarnsudgav) spørger om vi også gør den slags i Danmark, svarer Jeppe: ”Yep, we actually do – but the policemen there don’t give a fuck!” Det gør det amerikanske politi tilgengæld, politimanden er sur nu og Jeppe bliver beordret til at få Dixon, som stadig kan ses løbende ned af sidegaden, til at komme tilbage. Hvordan vi helt præcist kommer ud af situationen står lidt hen i det uvisse, men politimanden har ikke skidemeget lyst til at give Dixon hånden da vi til sidst siger undskyld og får lov til at gå. Inden vi når hen til bilen får vi lige demonstreret en hidtil ukendt disciplin indenfor ”Storbys-OL”, (fortovsfuldskabsrulning), af en stor sort mand, som har en endnu højere promille end os og skvatter om på cementen. Vi nikker anerkendende af vores idrætskollega, men får ham efterfølgende stablet på benene og givet ham en dunk vand inden vores to valentine dates får os smidt hjem i seng. Skørt.

Nashville er verdens største eksponent af den musikgenre både Dixon og Jeppe altid har haft kær: Country/western. Hvor tit er vi ikke blevet set siddende iført nitteskjorte og cowboyjakke ude foran Bagsværd Supermarked, Jeppe på mundharpe, Dixon på banjo med vores egne fortolkninger af store klassikkere som ”Here’s your mule”, ”Who will care for mother now” og ”We’ll fight for Uncle Abe”. Vi var derfor spændte på at se om vores navne var kommet op på Country Music’s Hall of Fame (de var ikke blevet hængt op endnu) og tog derfor på turens første museumsbesøg i centrum af Nashville. Skulle der sidde en enkelt eller to derude som ikke kender historien bag country/western-scenen, følger her et kort oprids:

Countrymusikken opstod for alvor i 1920’erne som en udvikling af folk-musikken der var mundtligt overleverede sange som ofte handlede om skibsforlis, landevejsrøvere og andre gode sager som var en del af frontier-tiden i USA. Med udviklingen af bedre instrumenter (mange instrumenter var indtil da hjemmelavede) og udbredelsen af radioen, blev country dog hurtigt spredt rundt omkring syden og folk i South Carolina fik pludselig mulighed for at høre hvad der hittede i Alabama og omvendt. Det gik ikke pladefolkene i nord næsen forbi, og i trediverne blev hill billys i stribevis hentet ind i pladestudierne og kom på vinyl. Dog syntes yankeerne dog ofte at de var lige bonderøvsagtige nok i syd, så der skete (præcis som i dag) en vis form for kommercialisering af de ægte trobadourer fra Dixieland. Under krigen blev country et nationalt samlingspunkt, og mange af sangteksterne fik et patriotisk tilsnit (fx ” I heard There’s A Star Spangled Banner Waving Somewhere”). Country var nu blevet en stor ting og bonderøvsstilen blev så småt forsøgt udfaset ved at give countrymusikerne cowboytøj på og dermed snyltede man på cowboy-stilens kool image. Countrymusikken levede i bedste velgående og udviklede sig både til honky-tonk og bluegrass indtil en eller anden klovn ved navn Elvis (Elvis’ sko til venstre, Carl Perkins’ blue suede shoes til højre) i midten af 50erne, satte en hel ny dagsorden med tilføjelsen af benspasmer og rock og rul. Alle damerne og pengene rullede Elvis’ vej og resten er historie, men countrymusikken fortsatte i sit eget spor og strømmer stadig gennem mange amerikanske blodårer, særligt i Syden (og hos os naturligvis).

 

Bonus-info!: Vi fik på dag 2 stillet os selv spørgsmålet: Who the fuck is Elton Britt?! Det viser sig faktisk at Elton Britt var den første country-musiker (sanger, sangskriver og gudsbenådet jodler) som gik guld på den amerikanske hitliste, netop med “I heard There’s A Star Spangled Banner Waving Somewhere”. Vi undskylder meget for vores manglende dannelse. Sorry, Elton!

Efter museumsbesøget mødtes vi med Kris, en cool tøs fra Couchsurfing som bl.a. holder af at springe i faldskærm, som vi skulle bo hos. For en gang skyld endte med at suge os godt i hegnet med vores nye vært og røverhistorierne kom hurtigt på bordet igen – utroligt vi stadig får pæne referencer på vores Couchsuring-profiler!

 

Så blev det også tid til at forlade New Orleans, og hun græd da det skete – det pissede i hvert fald ned. Det lykkedes os for første gang at forlade en by uden at fare vild først, og satte nu kursen mod Nashville, Tennesee – en anden af USA’s berømte musikbyer. Og hvad var indtrykket så af New Orleans? Tjah, New Orleans er en meget interessant by, men et udstillingsvindue af både det allerbedste og allerværste ved det amerikanske samfund og system. Det er virkelig en oplevelse at gå gennem det franske kvarter og lytte til jazz med en stor ’gar i hånden, men udenfor rampelyset er byen meget forkommen og den patriotisme og gejst der fulgte i kølvandet på 9/11 omkring genopbygningen af New York er meget svær at få øje på i New Orleans, hvor de allernederste i samfundspyramiden ser ud til at være overladt godt og grundigt til sig selv efter Katrina.

På turen nordpå nåede vi lige at snitte en for-bugt til den mexicanske Golf. Det er herfra alle de varme tropevinde kommer og blander sig med det køligere vejr fra de amerikanske bjegkæder med orkaner og tornadoer til følge. Vi skulle selvfølgelig heller ikke snydes for en lille tornado, som faktisk dræbte en kvinde i New Orleans samme dag, og hele vejen nodpå mod Nashville kørte vi om kap med massive regnskyl, kraftige vindstød og lyn og torden:

Da vi var nået et stykke ind i Alabama, blev det meget voldsomt og i radioen udsendte de tornado-varsel for tre counties, som vi netop var kørt igennem så tornadoen var lige i røven på os. Derfor valgte vi at holde ind i Tuscaloosa hvor vi benyttede tiden til at rippe et sports-indkøbscenter fuldstændig. The almighty dollar is hardly worth shit today. Efter shoppeturen kørte vi videre nordpå og kom endelig til Nashville sent om aftenen, hvor vi traditionen tro lige startede med en runde i det allerværste kvarter, før vi langt om længe fandt et motel vi kunne overnatte på. Meget luksus-agtigt efter i tre dage at have sovet på hostel i halvanden meter lange senge, svøbt i gummilagner. Jeppe, som var steget ind i bilen i shorts og t-shirt, fik sig noget af et chok da vi stod ud af bilen, for der var islag på vejene og minus 3 grader. Selvom vi udmærket er klar over det, glemmer man forbløffende nemt at landet er så stort og at klimaet derfor veksler så meget.

Efter en sjov aften og nat på Frenchman Street blev vi nødt til at stå tidligt op, da vil skulle på alligatorjagt i Louisianas sump og derfor hentes af en bus på et aftalt sted. Vi har glemt billet, adresse og telefonnummer på det selskab der har arrangeret turen, så vi står med lidt sved på panden og venter på bussen. Egentlig havde vi tænkt os at tage en city car (de gammeldags sporvogne som stadig kører i New Orleans) ned til afhentningsstedet, men det var godt vi ikke gjorde det, for 150 meter fra der hvor vi skulle have stået på, er to city cars støt sammen og der er ambulancer på stedet. Systemet er så gammeldags, at vognførerne selv skal sørge for at skifte spor, og det er åbenbart glippet, så to vogne er kørt sammen i et skiftespor. Der er ambulancer på stedet og det ser halv-alvorligt ud, men heldigvis kører vognene så langsomt at det er svært at forestille at det kan være gået helt galt.

Endelig kommer bussen og vi bliver sammen med et (andet?) ægtepar kørt ca. en times kørsel væk fra New Orleans og ud til et af Louisianas mange store sumpområder, hvor ”Jimmy” – en lokal dude, står klar til at sejle os ud og vise os nogle af statens 1½-2 mio. alligatorer. Alligatorerne har været på listen over truede dyr i USA, men tiltag har fået bestanden til at vokse og i dag lever alligatorerne både frit i naturen, men bliver også dyrket visse steder på farme. Her bruger man kødet (især halen) til at spise og skindet til at lave tøj af. Ca. 15% af ”drivhus”-alligatorerne, bliver dog sat tilbage i naturen, og det er faktisk langt mere end de kun ca. 2% af hun-alligatorernes æg, som ender med at blive til voksne alligatorer. Alligatorer går nemlig ikke af vejen for at hapse lidt af hinanden.

Og hvad er så forskellen på en krokodille og en alligator? Jo, krokodiller bliver for det første længere – helt op til ca. 30 fod, hvor alligatorer har en max-længde på ca. 18-19 fod. Alligatorernes gab er bredere end krokodillens og så har alligatorerne overbid, hvor både krokodillens tænder i over- og under-munden stikker udenfor gabet. Ifølge Jimmy er alligatorerne samtidig langt mindre aggresive end krokodillerne og han påstod at han aldrig havde hørt om et alligatordrab i Louisiana, selvom lemfældig med en skumfidus dog engang var tæt ved at koste ham en finger. Han nævnte også flere eksempler på, hvordan lokale unge brydes rundt med alligatorerne, ved at hoppe i vandet og tage fat rundt om hovedet med hænderne om hovedet og benene om halen – ren Steve Irwin style. Ingen af os var dog lige i humør til at wrestle rundt med alligatorer denne dag (vi havde tømmermænd og vandet var for koldt), men vi fik taget nogle fede videoklip af alligatorer der jagter deres foretrukne føde, skumfiduser:

Efter en meget spændende naturoplevelse og en sjov tur på vandet (airboats er virkelig fede at sejle i), fik vi en morfar på hele turen hjem, men blev snart droppet af i midten af det franske kvarter. Her gik vi gik direkte ind, og nærmest stadig sovende, fik vi bestilt en burger inden vi igen skulle ud på vandet. Denne gang var det dog ikke på jagt, men på sightseeing på en stor hjuldamper på Mississippi (en af kun 5-6 af den type som stadig er i brug i USA). Vi fik set nogle af ødelæggelserne fra Katrina langs dokkerne, men ellers var det lidt so-so med det interessante i turen, som mest af alt mindede om en tur i Mormor langs Nordre Frihavn. Det kæmpe store træhjul som drev skibet, var dog interessant og fik inspireret Dixon til at dele ud af ingeniørkundskaberne:

Om aftenen var vi helt færdige af at være på vandet og nåede kun en enkelt øl på et lille spillested, hvor vi udgjorde halvdelen af publikum. Her spillede et ”moderat godt” jazz-band, som kort efter besluttede sig for at lægge instrumenterne og i stedet at gå i baren for at drikke sig fulde. En udmærket disposition i vores øjne.

Vi står TIDLIGT op (kl. 10) og forbereder os på at opleve en af verdens allervigtigste kulturelle bidragsydere, New Orleans, som med dens musik, karneval og fantastiske arkitektur (for blot at nævne et par eksempler) har taget pusten fra millioner af mennesker. Kameraet hænger om halsen, sokkerne bliver trykket godt ned i sandalerne og kortet forbliver udfoldet under hele turen ned til New Orleans franske kvarter. Efter et smut forbi turistkontoret, befinder vi os nu på Bourbon Street, hvor vi går rundt og ser på gøgl, hører musik og nyder synet af de mange flotte bygninger som vidner om New Orleans’ fortid som fransk koloni (men har også været spansk og engelsk). Vi får noget spise (croissant, bien entendu) og vader rundt som et andet ægtepar på sølvbryllupsrejse. Vi kommer ned omkring promenaden langs Mississippi-floden, hvor Jeppes særlige evne til at tiltrække plattenslagere, som så ofte før, viser sig helt uovertruffen. To snottere på et par helt udtrådte Nike-sko, og et krav om betaling på $20, men manden får dog kun $2 (han skulle overhovedet ikke have haft en skid) og Dixon er helt smadret af grin. Indenfor de næste 300 meter, kommer to andre skopudsere også op til Jeppe og prøver samme trick, men så dum er han heller ikke.

Vi har naturligvis en lille reportáge fra New Orleans klar, som forhåbentlig kan give et lille indtryk af vores oplevelser i byen:

Om aftenen var vi klar til at opleve nattelivet og vi fik kontakt med en couchsurfer, Kimberlee, som havde skrevet til os, og tilbudt os at vise os rundt i byen – et tilbud vi ikke var sene til at udnytte. Kl. 21 var vi til fødselsdagsfest på Ray’s Boom Boom Room – og nej, det er ikke et bordel, men en lokal jazz- og bluesklub hvor go’e gamle Uncle Lionel (Lionel Batiste) fyldte 77 år. Lionel er en stor lokal musiker, som er kendt for at både at spille og synge og det var en stor fornøjelse at få et indblik i denne fantastiske verden af nostalgisk musikhistorie. ”Uncle Lionel” har ikke fået sit tilnavn uden grund, da historien fortæller at han skulle være uncle to thousands, og han er blandt andet citeret for at have sagt: “I had to make a couple of dollars to take care of home“:

Efter lidt østers/saltkiks-oplevelse (østers er en stor delikatesse i New Orleans) tog vi videre med Kimberlee og kom til at møde en anden stor legende i byen: Alfred Doucette, (New Orleans’ svar på Snoop Dogg!!!) som jammede med et ungt lokalt band som spillede ret godt før vi til sidst endte på en blues bar, efterhånden lidt ramt af adskillige bourbon on the rock’s før vi endelig var tilbage på vores hostel igen.

New Orleans din gamle havneluder, you’ve still got it!

 

 

 

 

Dagen starter med et kæmpeklask i Dixons røv: ”Hey, vi skal til New Orleans.” Klokken er ni om morgenen og vi har sovet i fire timer. Måske. Ingen af os er helt sikre. Vi befinder os midt i Austin i en lejlighed hvor vi har været til fest og vi aner ikke hvor vores bil er. Vi får fat på Marcy og efter at have kørt rundt med hende i 20 minutter, finder vi endelig vores bil. Fuglene i byen har tydeligvis spist mexicansk dagen før, for vores ghetto ride er fuldstændig overskidt og man kan næsten fornemme at de særligt er gået efter forruden. Dixon er utrolig hårdt plaget af tømmermænd og på vej op af en kategori-1-stigning, får han mumlet den gyldne sætning: “Det skulle være forbudt at lave veje der går opad.”

Vi kommer hjem til Marcy og får pakket vores ting sammen og ved 12-tiden er vi af sted direkte på vej mod New Orleans… Eller det vil sige – vi starter lige med at køre 20 km i den helt forkerte retning, inden vi får kigget på et kort og spilder lige en times kørsel på dét. Godt vi ikke lejede den GPS.

Når man kører i USA, skal man ikke tage en særlig lang morfar i passagersædet, førend man vågner op til helt andre omgivelser end dem man faldt i søvn til. Selvom vi – stort set – har befundet os på samme breddegrad gennem hele turen, forandrer naturen og klimaet sig utrolig meget fra stat til stat og fra region til region. Californien er meget tør og har en masse palmer, Arizona er kold med store granskove i de nordlige bjergegne, men har fuldkommen ørken og kæmpekaktusser, sydpå. Texas er mere frodig, men kan på grund af sin størrelse både være hamrende kold og stormfuld og har en meget tør varme inde midt i landet. Og så er der Louisiana som vi nu kom kørende ind i. Her er fuldkommen fladt, sumpet og meget fugtigere i klimaet end længere vest på. Ligeså snart vi kom ind i Louisiana, kunne man mærke klimaforskellen og da Dixon vågner fra en times koger, er vi kørt ind i en fugtig og tyk ærtesuppe.

Endelig når vi frem til New Orleans og kører rundt efter et hostel vi kan bo på. På grund af det netop overståede Mardi Gras er byen i en tilstand af tømmermænd og det passer os fint, for det er vi sådan set også. Vi kommer frem til en adresse på et hostel, men gaden ligner noget fra en borgerkrig, så vi finder et andet sted at slå os ned, India House, som heller ikke kan siges at ligge i noget skidefedt kvarter, men der er plads og hyggeligt, så der bliver vi.

Vores første møde med New Orleans er mildt sagt blandet. Nede i centrum ligner det en hvilken som helst anden amerikansk storby med hoteller, kasioner og restauranter, men blot ti blokke væk, bliver vi mødt af folk der i hundredvis sover i telte under en motorvejsbro. Meget trist at opleve, og et tydeligt bevis for at der selvom orkanen Katrina for længst har passeret, stadig ligger en tung opgave i at få The Big Easy op på tidligere tiders stadie. Mellem 40 og 45 procent af byens indbyggere forlod New Orleans efter orkanen og en stor del af dem som stadig bor i byen, har ikke haft et egentligt valg. Vi får senere at vide at blandt andet byens sygehuse og psykiatriske hospitaler ikke er blevet genopbygget og derfor befinder der sig en del mentalt forstyrrede og syge mennesker på gaderne.

Når det kunne gå så galt for lige præcis New Orleans, skal forklaringen dels findes i at byen ligger ca. to meter under havets overflade, og at de diger som skulle forhindre oversvømmelse, brød sammen som følge af dårlig konstruktion og over tyve års politisk sylten af problemet (lokale kilder). De steder i byen som er kommet bedst på fode igen, er de rige og populære kvarterer (herunder det franske kvarter), men udviklingen er stagnerende og der findes områder i New Orleans som mere eller mindre er blevet slettet fra landkortet.

Kombinationen af en lang køretur, gårsdagens slåskamp med Jack Daniels (han vandt) og et lidt broget førstehåndsindtryk af byen gør at vi vælger at blive hjemme denne lørdag og vi er lidt usikre på om New Orleans, egentlig er noget for os.

Fredag blev vores sidste hele dag i Austin, og det var lidt en skam, for det er virkelig en sjov og skør by. Som hjemby for University of Texas og vært for en kæmpe årlig musikkonference, er Austin en by der står for nyskabelse og livsglæde og måske er det derfor at denne midt-texanske by virker som et kulturelt åndehul, i skarp kontrast og opposition til alt hvad der lugter af George Bøsh, ultra-religiøsitet og Marlboro Man (selvfølgelig lige med undtagelse af os). Byens slogan hedder derfor ”keep Austin weird!”, for man sætter virkelig en ære i at gå mod strømmen og fjerne sig fra de stereotype forestillinger der eksisterer om USA’s næststørste stat. Når det så er så er sagt, er man såvel i Austin som i resten af Texas, et meget stolt folk, som i udpræget grad gør brug af Lone Star – Texas’ flag og symbol – så det faktisk udkonkurrerer Stars and Stripes. Meget særegent for en amerikansk stat. Grunden hertil skal findes i Texas’ specielle historie, som især er præget af at man fra 1836 til 1845 var en selvstændig nation efter indtil da, at have hørt under Mexico. I 1848 sluttede Texas sig dog til de Forenede Stater som den syvende stat i konføderationen.

Fra historiens vingesus skifter vi scene til Austins nordlige del, hvor to danskere for en gang skyld vågner med tømmermænd langt op ad dagen. Efter en hurtig skyller i Marcys brusebad (vi havde kommet til at ødelægge det vi selv havde fået stillet til rådighed) var vi klar til ”morgenmad” som kom til at bestå af turens hidtil burgere på en lille anonym joint i udkanten af Austin. Tømmermændene havde igen givet Jeppe kløe i ”trigger-fingeren” og denne gang var både Marcy og Dixon helt klar på lidt chitty-chitty-bang-bang, så vi kørte hen til Red’s Indoor Range hvor vi kunne fyre bønner af. Vi gik direkte op til disken og kunne frit vælge mellem 30-40 forskellige revolvere og pistoler, men ikke noget fuldautomatisk, da de har en eller anden tøseregel om at det kræver våbentilladelse. Jeppe gik direkte efter den allerstørste gøb, en Magnum .357 med syv skud i tromlen og lasersigte, som vi dog senere valgte fra. Rigtige cowboys bruger ikke diskolys i gokkejernet! For afvekslingens skyld nuppede vi dog lige en Glock 9mm med i købet (og ikke den Smith og Wesson, Dixon taler om i videoklippet). 14 bønner i klippen, én i kammeret – så var der også lidt til James Bond-segmentet. Marcy var også med til at skyde (selvfølgelig havde hun våbentilladelse), men prøv at tjek følgende videoklip og giv så et bud på hvem der i virkeligheden var den største tøs i selskabet:

Efter skydeseancen som definitivt afsluttede Dixons drøm om at blive politimand, tog vi tilbage til Marcy’s hus for at slappe lidt af med jordbær og fløde i aftensolen på hendes terasse. Marcy havde en middagsaftale i byen, så de mindste fik lov til at være alene hjemme og udnyttede tiden til at skrive lidt blog og storgrine af dagens skydeoplevelse. Da vi skulle tidligt op og køre til New Orleans næste morgen, var vi blevet enige om bare at tage en hjemmeaften, og hvis vi overhovedet skulle ind til byen, var det kun for lige at drikke en enkelt øl og så hjem… Vi mødtes med Marcy og Jon (ham forretningsmanden som kan skaffe selv Carl-Mar Møller ind på Nasa) og to af Marcy’s veninder på Belmont – et fantastisk spillested med Chesterfield-lignende interiør – hvor et meget dygtigt funkband spillede. Dixon og Jon fik hurtigt skudt gang i drinksne, mens Jeppe som kørte bilen sad og suttede på en Bud Light.

Med undtagelse af Jeppe, var der efterhånden røget en del alkohol indenbords rundt om bordet, og især Marcy så ud til at være i topform. Belmont blev derfor skiftet ud med et af 6th Streets mange dansesteder, hvor Marcy og hendes veninder både fik lokket Jeppe – men sgu også Dixon – ud på dansegulvet som de eneste på hele diskoteket. Den ene øl som lige skulle markere afslutningen på nogle fantastiske dage i Austin, var nu blevet til mange og hvad der herfra skete står eh… uklart i erindringen, men vi vågnede dog op til en række temmelig sjove billeder på kameraet. For en god ordens skyld skal vi lige nævne at bilen fik lov at overnatte i downtown Austin. Ikke noget Max-eventyr til os, tak!

Dagen startede igen med tømmermænd og først ved 14-tiden var vi på vej ud for at spise ”morgenmad” på en virkelig cool barbecue-joint, Rudy’s som vist nok er rimelig berømte for deres egen saucer. Kødet, som blev stegt i nogle lukkede barbecue-ovne, var så mørt at det faldt fra hinanden når man skulle have det over på sandwich-papiret (hos Rudy synes man tallerkener fimsede) og de tilhørende majs og smørdruknede kartofler var virkelig gode. Barbecue the Texan way! Efter den sene, men herlige start på dagen, tog Marcy os med op til et fantastisk viewpoint over Lake Travis, som har ry for at være en af de klareste og smukke søer i staten. Her drak vi en drink og nød det dejlige vejr i Austin som i februar byder på ca. 20-22 grader og skyfri himmel. Hver dag.

Med indtagelsen af dagens første, men langt fra sidste alkohol, var det blevet tid til en ting som vi begge havde set meget frem til, siden vi ankom til Texas. Ridning – cowboy style! Vi ankom til en hyggelig lille rideskole vest for Austin, hvor Amy, en sød hestepige i starten af trediverne havde gjort 4 gangere klar til et lille ridt ud i den barske texanske vildmark, hvor kun få danskere før har tygget skrå. Ved inspektionen af hestene blev det meget hurtigt klart for os, at én af dem var lidt – skal vi sige ”langsommere på de første meter” – end de andre heste, og samtalen faldt hurtigt på hvorvidt dyr kan lide af Down’s Syndrom, mens Amy justerede sadlerne. ”Hippo” (flodhest) som øget blev kaldt, fremstod med sin bemærkelsesværdige uldtottede pels og skæve ben, som en hest ingen rigtig cowboy ville lade sig spise af med. Derfor var det med hænder foldet i bøn at vi begge afventede hvilken hest Amy ville tildele os hver især. Dixon trak nitten. Efter lotteriet var vi klar til action og bemækningen om at vi kunne låne ridehjelme blev blot mødt med hånlatter og skuldertræk. Rigtige cowboys har Stetson-hatte på. Ok, vores hatte var så købt på den nærliggende Shell-tank, men cowboys – det var vi. Der var flot ude i vildmarken og vi følte os begge i ét med naturen – specielt når ens hest lige krydsede et lille vandløb og man kunne høre hestens klove kæmpe for fodfæstet i den stærke strøm (det var i hvert fald sådan vi oplevede det). Dixon og Hippo dannede tilfældigvis bagtrop og hesten kunne godt lide at lægge en god afstand op til de andre heste. På et tidspunkt stoppede kræet dog helt op og ville ikke gå længere, så Dixon gav den et par gode hælspark og lavede klikke-lyde, men Hippo var urokkelig. Efter nogle sekunders desperation, kiggede Dixon bagud og kunne til behersket fornøjelse se hestepærer i kilovis vælte ud af Hippos røv. Sjældent set i reklamer for Marlboro. Da den endelig var færdig fik Dixon lige en stejle-tur som ”tak” for los i skidesækken, men som den rodeo-type han vitterlig er, fik han hurtig kræet under kontrol og kunne fortsætte den søvnige trasken 100 meter bag de andre. Rideturen i den sene eftermiddagssol var en superfed oplevelse og noget vi meget gerne gør igen, bøsh eller ej.

Efter et truckerbad og et kort raid i et stormagasin (især Dixon lugtede lidt af muggen hest), var vi klar til aftenens begivenheder, som i første omgang bestod af ”free hugs”-uddelingen sammen med Marcy, i Austins boheme-kvarter. Dette event var en slags reklame for ”Couchsurfing”, men imens der blev krammet på gaden, var de to ”lone rangers” inde og prøve mere cowboy-lir i den lokale støvleforretning, Allen’s Boots, hvilken fryd! Allen’s Boots er leveringsdygtig i alt hvad en rigtig kobøjder har brug for i form af støvler, hatte, skjorter, sporer og endda gummikyllinger. Vi gik straks i gang med at lire os selv op. Dixon faldt for nogle sort-hvide læder-labaner, mens Jeppe som altid mest har været kendt som en slangeskinds-type-of-guy i country-kredse, valgte python. Det var sgu lidt vemodigt at levere alt klunset tilbage igen, men vi havde nok hver især cowboy-gear på for omkring $1500 dollars. Med jobsamtaler i udsigt var Jeppe samtidig lidt bekymret for at udskifte hele garderoben hos Allen’s, så vi nøjedes med at købe bolo ties.

Efter lidt vaden rundt på et loppemarked og besøg på en sushi-bar hvor Dixon fik lov at smage den meget sjældne California-roll-med-hår-i, tog vi tilbage til kramme-uddelerne, hilste på en dansk studerende som boede 100m fra Dixon på Østerbro og tog herefter på noget af en druktur med sofasurferne, heriblandt ”Max” fra Italien. Max har haft sine helt egne unikke oplevelser i USA, hvor han som den eneste af os alle sammen har couchsurfet i et fængsel, efter en køretur med (efter egen vurdering) tre gin & tonic’s i blodet. I jumbobøgerne har Sorteper altid kun ret til ét eneste telefonopkald, og gæt hvad – sådan er det bare i Texas. Med alle sine ejendele konfiskeret i bytte for en sort pyjamas, brugte Max to dage på at sidde i sin celle og komme i tanker om nummeret til den couchsurfer han boede hos, så han kunne forklare hvorfor drukturen trak lidt ud. Max’s kaution var sat til $5000 som hans bror efter en del krumspring, endelig fik betalt. På det tidspunkt havde den stakkels italiener siddet fængslet i en uge, hvoraf han blev nødt til at voluntere til vaskeriet for ikke at blive sindssyg af at sidde i sin celle, de 20 timer om dagen. Om maden i fænglset var ok? ”Yu knowa… O.K. idz big woard”, og så noget med ”hundemad” som vi ikke helt kunne forstå.

Med Marcy, Max, en rumænsk dude og andre, tog vi nu på barcrawl på 6th Street, hvor der blev delt ret gavmildt ud af diverse røverhistorier! Vi endte på en temmelig smarty-party natklub sidst på aftenen, hvor dørmændene lige måtte have fat på ejeren af stedet for at høre om dress-coden også omfattede sygekassebriller, slidte gummisko og hestelugt. Det gjorde den sjovt nok ikke, men Jon – sofasurfende forretningsmand fra Phoenix – sørgede for at der blev gjort en undtagelse denne aften, efter at have smidt firma-kortet oppe i baren.

Efter en meget våd aften, sluttede festen, da politet på ægte politistatsmanér, kørte salatfadet ned gennem byen og smed alle folk hjem i seng. Ganske usympatisk, men effektivt.

 

Vi startede dagen lidt sent. Dixon var godt brugt efter at have kørt mestedelen af den lange vej fra Arizona og fik sig derfor en ordentlig sovetur frem til kl. 13.30, hvor Marcy var klar til at vise os nogle fede spots i Austin. Vi tog derfor ned og spiste frokost på en lidt underlig tex-mex bar/restaurant ved en dæmning der stopper en biflod til den velkendte Colorado River i et naturskønt område. Selvom restauranten var overdækket, havde mange fugle fundet vej ind i restauranten og hoppede rundt og dyppede næbene i de nachos som Marcy sad og smed rundt med. Efter en lidt tung frokost (man bliver sgu lidt træt af at spise majsbrød og bønner hver dag), kørte Marcy os ud til et vandrested, hvorfra der var en flot udsigt udover flod, bjerge og downtown Austin. Man har valgt at bygge en masse rigmandsvillaer langs flodlejet, som kun ligger ca. 1 meter over vandstanden – flot, men dumt når der så kommer regnskyl og husene bliver oversvømmet, som det var sket sidste år.

Efter Dixons eksperimenteren med kronragning og svagstrøm dagen i forvejen, havde Jeppe nu også fået mod på at smide nogle lokker. Marcy var så venlig at hun gerne ville køre os hen til en herresalon hvor han kunne blive klippet, men pga. myldretidstrafik blev planerne ændret, så vi i stedet endte på en beautysalon, som var leveringsdygtig i alt hvad kvinden måtte ønske sig. Og nu også Jeppe. Under højlydte protester og efter at være blevet kaldt Marcy 2-3 gange (hans frisørtid var registreret i hendes navn), blev det til sidst til en o.k. klipning, som dog ikke vekslede afgørende fra den ”kort/kort”-frisure man får på Enghavevej til 89 kroner. Dixon var dog særdeles tilfreds med hele situationen, da der nu var ny ammunition til drillerierne, mens Jeppe forholdt sig bemærkelsesværdigt stille i timerne efter.

Marcy havde store for planer for aftenen og skulle være værtinde for en Couchsurfing-middag på en kinesisk restaurant downtown. Efter lyn-shopping og et hurtigt truckerbad, kom vi af sted til middagen, hvor vi fik lejlighed til at hilse på 25-30 andre couchsurfere som havde nogle ret interessante historier at fortælle. Vores bord bestod blandt andet af en finne, en gut fra Paraguay, en backpacker fra Virginia og en lokal mor med ”mullet”-frisure og hendes søn som så ud til at kede sig bravt. Der var også en gut i starten af fyrrene, som lignede en bankmand af den allerkedeligste skuffe, men han viste sig at have en spændende fortid som park-ranger i bl.a. Yellowstone nationalpark og så var han dokumentarfilmsproducent (formentlig den eneste i hele Texas). Han fortalte bl.a. om en to måneder lang ridetur på de mongolske sletter, hvor han havde skrabet dyreekskrementer op fra jorden i jagten på den sagnomspundne sneleopard. De fandt den dog aldrig.

Efter en virkelig hyggelig og interessant middag, havde Marcy nye planer for de to – nu meget mætte danskere. Vi skulle på SALSABAR. Det vi troede skulle være en lille salsa-workshop blandt couchsurferne, skulle vise sig at være noget ganske andet og meget mere autentisk, da vi pludselig befandt os midt i en mexicansk kulturklub med sprød kaffeduft hængende i luften og kolde coronaer i hånden. Dixon overtog nu rollen som mr. ”Sweaty Hands”, mens Jeppe blev lokket på gulvet af en mørk, flot og temmelig dygtig salsadanser. Dixon var hurtig til at forevige de beskidte trin i følgende filmstump. Tjek Jeppes moves sammenlignet med manden i den hvide skjorte i baggrunden:

Efter et par timers angtfremkaldende danseoplevelse (Dixons røv var limet fast til stolen), var det blevet midnat og Marcy kørte os alle tre hjem gennem Austins gader, akkompagneret af høj hiphop og ghetto-attitude. Endnu engang var det lykkedes os at infiltrere os i en skør amerikaners hverdag, og Marcy var hurtigt blevet en af ”drengene”.

Vi havde oprindelig planglagt at køre fra Phoenix til Austin i ét træk fra morgen til aften, men måtte på grund af den sene afgang fra Toms lejlighed, indstille os på et natteprojekt. Efter at have set vej hele natten, kørte vi derfor i pit tidligt om morgenen og vågnede kl. 10 på en parkeringsplads bag et billigt motel ca. 200 km væk fra noget som helst. Før vi tog af sted havde havde vi skrevet vi en mail ud på Couchsurfing.com for at se om vi kunne gentage succesen fra Phoenix og fik kontakt til en kvinde som bor i den nordlige del af Austin. Efter et hurtigt Skype-opkald fra motellet havde vi fået en adresse i Austin som vi nu kørte efter.

Efter 3-4 timers kørsel gennem små texanske landsbyer, kom vi endelig frem og startede lige med at cruise rundt i det det lokale industrikvarter. GPS er kun for tøsedrenge. Langt om længe fandt vi dog frem til det rigtige kvarter og rullede op ad en villavej der umiddelbart mest lignede noget fra Desperate Housewives. Efter 24 timer på vejen var vi godt brugte og lignede noget der var løgn, men kørte lige en hånd gennem håret og prøvede at se bare en lille smule civiliserede ud, inden vi bankede på den fremmede dør. Vi ville egentlig have købt nogle blomster med da vi nu skulle på damebesøg, men de eneste blomster vi kunne finde på vejen, var dem der stod på en stor kirkegård, men planen om lige at ”låne” et par buketter derfra blev efter kort drøftelse droppet. I stedet tog vi de bolcher som Creme-kongen skulle have haft, og gik op ringede på døren til huset.
Døren blev åbnet af en storsmilende, højtråbende og venlig kvinde, Marcy, som bød os velkommen til Austin. Hun kunne hurtigt se på os at vi både var smadrede og ulækre og smed os derfor i bad, efter at have vist os ind på et superlækkert værelse med dobbeltseng air-condition og adgang til eget badeværelse.

Marcy er i midten af trediverne og arbejder hjemmefra for et softwarefirma. Hun bor alene i sit kæmpehus og har ikke skidetravlt med familiestiftelse. Derfor helliger hun en betydelig del af sin tid på at huse bumser som os, i kraft af sin rolle som ambassadør for Couchsurfing i Austin, og holder meget af at vise folk rundt i byen.

Efter vi lige havde nogenlunde styr på os selv, tilbød vi at lave noget dansk mad til Marcy, og tog derfor med hende i supermarkedet, hvor vi købte ind til frikadeller og stuvet hvidkål. Tilbage i huset fik vi fyret godt op i gryderne og Marcy nærede stor kærlighed til de danske deller. Vi havde egentlig også købt ind til jordbær med fløde, men da hun skulle på blind date med en gut som senere viste sig at være hendes venindes eks-mand, var der ikke tid til dessert og vi blev i stedet efterladt i hendes hus efter kun at have kendt Marcy i ca. 3 timer. Couchsurfere er sørme tillidsfulde.

Dixon har aldrig været i USA før og derfor er der nogle små forskelle på Danmark og over there som stille og roligt skal erfares – nogle af dem på den hårde måde. Hvor vi i Danmark har 220 volt i stikkontakten, nøjes amerikanerne med 120 volt, og det har indflydelse på ydeevnen for de danske el-artikler man slutter til. Det betyder at nogle af de ting der ville tage 5. minutter derhjemme, godt kan tage en times tid i USA, hvis man ikke har det rigtige værktøj:

Senere på aftenen ringede Marcy nede fra byen hvor hun havde afsluttet sin date, og spurgte om vi havde lyst til at komme ned og drikke en bajer med hende. Klart. Vi endte derfor nede i Austin til Fat Tuesday, som er en del af det verdensberømte karneval Mardi Gras, som bliver fejret mange steder i verden, og især er stort i Caribien og de amerikanske sydsstater. Amerikanerne har valgt at tilføje et lille twist til traditionen, som går ud på at man i bytte for billige plastik-kæder kan få lov til at se unge pigers bryster, lidt ligesom på A-Bar hjemme i Danmark. Hvorfor det helt præcist forholder sig sådan, skal vi ikke kunne sige, men vi var faktisk også ligeglade. Show ’em titties!
Da vi var sammen med Marcy, prøvede vi dog på at lægge lidt låg på vores dyriske lyster (Marcy gjorde det meget tidligt på aftenen klart for os, at perlekæderne ikke kunne indløses hos hende) og gik i stedet på druk på mange af Austins barer på 6th Street. Efter en sjov aften var vi dog færdige kl. 2, da vi kun havde 4-5 timers søvn med fra køreturen, så vi forlod festlighederne og tog tilbage til hendes hus.

Efter en forrygende weekend i ørkenmetropolen Phoenix, var det blevet tid til at sige farvel til Tom, som blev vores første oplevelse med Couchsurfing, og hvilket én! Udover at være en virkelig kool dude som både kunne give og tage lidt gas, tog han os med bag kulisserne i the American Life, på en måde som vi aldrig havde fået mulighed på konventionel rejsevis. Fantastisk.

Om det var onkel Toms rare og chillede facon der fik os til at trække tiden lidt og først var på vej ud af Phoenix kl. 15 dagen efter the Big Game er uvist, men dumt er det i hvert fald at starte sin kørsel midt i myldretiden. På den anden side: Når man ved at man skal tilbagelægge ca. 1200 km., via snor-lige, dødssyge ørkenveje, kan det næsten være lige meget hvornår man tager af sted. Køretiden bliver ikke mindre af den grund. USA er nemlig pretty fucking big.

 

Det sydlige Arizona og New Mexico er ikke noget at råbe op om, og da vi ikke måtte tage vore udlejningsbil med over grænsen til Mexico, var det en nem beslutning at køre direkte til Lone Star State, Texas i ét træk (gul streg). Først ved midnat passerede vi El Paso og entrerede endelig et koldt og stormfuldt vestligt Texas. Se, mange tror at Texas er sådan et sted hvor voksne mænd går rundt med cowboyhat hele tiden. De har helt ret. Allerførste møde med staten: Tankstation. Ind og betale. Mand med cowboyhat. Bum!

Amerikanerne tager for resten det med ID meget seriøst. Jeppe skulle, på selvsamme tank, lige købe et pakke smøger med til Dixon, som man skal være 18 år for at købe:

Tankpasser: ”Can I see some ID please?”

Jeppe: “Do I really look like a 17-year-old?”

Tankpasser: “Nah, ya know – just have to check.”

Jeppe: “Uh… Ok. Here. This is my driver’s license.”

Tankpasser: “Uhm… Ya’ wouldn’t happen to have a passport I can see, would ya’?”

Se, dét er meget sjovt. Våben kan du sagtens købe og endda få rabat med coupons, men en skide pakke smøger på en tankstation kan man ikke købe uden at have synlige ældningstegn eller cowboyhat. Samtidig er ens europæiske kørekort omtrent ligeså gyldigt herovre som en stykke bark med en børnetegning på, så det er et helvede hver gang man skal bruge sit Mastercard eller købe rusmidler.

Tankpasseren kunne efterhånden godt se at Jeppe synes ID-cirkusset er ved at blive for meget og prøver at forsigtigt at bygge bro mellem kontinenterne:
Tankpasser: ”You know, I have a grand dad in… [peger på Jeppes pas] Czekoslovakia. I’ma go there one day.”

Jeppe: ”Yeah, that’s only a thousand miles from Denmark. You do that.”

Tankpasser: “Yeah?”

Jeppe: “Yeah. But you know it’s actually called the Czech Republic nowadays after they devided the…”

Tankpasseren kigger helt tomt ud i luften. Han er fortabt. Nu vidste han lige at der var et land der hedder Czekoslovakia, og det er der så alligevel ikke? Utroligt som verden kan ændre sig på blot 20 år. En lillebitte vindheks ruller henover skranken mellem tankpasseren og Jeppe. Tid til forsoning.

Jeppe: “… They make good beer there – the best in the world.”

Tankpasser: “Yeah, really? I’ma go there!”

–

Hvad der ellers skete på den lange tur henover de tre stater, fortaber sig i køre-tågerne. Vi lader billederne tale for dem selv:

 

På trods af hård druk dagen i forvejen, vågnede Jeppe for en gang skyld kl halv syv om morgenen på denne Super Bowl Sunday og efter lidt blog-skrivning og Tom som kom ned og så morgen-tv blev også Dixon vækket af sin koger. Det var fire timer siden vi sidst havde spist, så Tom var sulten og fik lokket os med ned på en meget farverig  restaurant/bageri/indkøbscenter i et meget lille, men interessant mexicansk kvarter. Set i bakspejlet er det spørgsmålet om det var en rigtig god idé at starte kl. 10 om morgenen med stærk mad og bønner, når man medbringer adskillige liter øl og en halv flaske Jack D. i et i forvejen presset tarmsystem. Vi kom i hvert fald alle tre til at betale af på den prioritering senere hen på eftermiddagen. På vej hen til restauranten fik Jeppe ledt samtalen hen i retning af noget med skydevåben, og Tom fortalte at der naturligvis nok fandtes nogle steder man kunne prøve lidt fuldautomatisk og måske en enkelt granat. Dixon mente imidlertid ikke at våben og en promille (tidligere garder, pffft) var en god kombination, og på forunderlig vis fik han – i fællesskab med Tom – langsomt drejet samtalen over på et eller røvsygt omkring noget med en kommende togbane og hvad det ville betyde for byens infrastruktur. Ingen bang-bang i denne ombæring.

Når man tænker på at turen på mange måder har været bygget op omkring Super Bowl (finalen i amerikansk fodbold), er det lidt ironisk at vi endte med at bo sammen med en dude der slet ikke interesserede sig for football, men kun for hockey. Vi fik dog alligevel lokket Tom til at tage os med til en Super Bowl-fest som blev holdt hos nogle venner han kendte. På samme måde som dagen før, fik Tom vist at timing og sport events ikke er hans stærke side. Vi dukkede derfor op til festen 5 minutter i half-time, men blev til gengæld modtaget meget pænt af værterne, som var utrolig flinke og meget gerne ville snakke tysk med os. Hvis man kan sige at vi til golf-turneringen var havnet til house-party hos Peter Asschenfeldt, befandt vi os nu til pokalfinale på Vestegnen, med snacks og tapas/salsa i overflod (goddag afføringspiller), ølbong i haven og lidt marijuana rundt omkring i krogene. Man havde opstillet en 4 x 3 meter storskærm ude i haven, og der var virkelig lagt kærlighed i projektet. Amerikanerne er hamrende dygtige til at iscenesætte fester. Vi blev snart budt på hjemmebryg af en ordentlig bamse som fortalte meget detaljeret om ølfestivaler der lå flere måneder fremme i tiden og indvilgede i at forlade kampen midlertidigt for at hente et par 40 oz. til os med henholdsvis vanilje- og kaffesmag(?!). Vi var begge skeptiske overfor projektet, men det viste sig faktisk at især kaffeøllen var temmelig fremragende, også i den lårvarme temperatur som Bamsefar insisterede på at den skulle serveres i.

Tidligere på aftenen havde vi snakket om, at det var lidt svært at finde ud af, hvem der var kæreste med hvem til festen. Tom fortalte os imidlertid senere at de tilstedeværende faktisk var ret liberale med at dele ud af hinandens kærester. Lidt ærgerligt at vi valgte at gå så tidligt som vi gjorde… For dem der skulle have undgået at vide det, vandt New York en bemærkelsesværdig spændende Super Bowl finale over ellers uovervindelige New England Patriots. Flere af gæsterne var meget hurtige til at vurdere kampen som en af de allerbedste Super Bowls nogensinde. Vi var der!

Efter kampen var det meningen at vi skulle til fin fest igen, men vi var alle tre helt færdige og tog tilbage til Toms hus, chillede og fik planlagt vores færd fra Phoenix og videre ind i USA’s sydlige ørkenstater.

 

Dag syv startede meget tidligt, da Toms room-mate, som arbejder som benzin-logistiker, satte sig til at lave højlydt business lige ved siden af sofaen og hundekurven, resulterende i at de to klatøjede danskere ikke havde andet valg end at stå op. Takskalduha! Tom, som også var blevet vækket af benzinministeren, tog os derfor med hen på en morgenmadsrestaurant og i parken, for at lufte sin hund (og måske nok også os).
Efter hunde-frisbee og overværelse af en ungdoms-fodboldkamp, tog vi tilbage til Tom’s lejlighed for at chille lidt. Benzin-drengen var i mellemtiden taget på arbejde (det kunne du ikke bare have gjort fra morgenstunden af?!), så vi sov, så underlige amerikanske sci-fi serier og stenede rundt. Nogen ville måske tænke at sproget godt kan blive en barriere på sådan en tur i et fremmed land, og at det kan være svært at kommunikere på lige vilkår med de lokale. Det var det bestemt ikke. Tom var hurtig til at lære at sige både ”bösh”, ”jo tak, jo tak” og ”gokkesok” hvilket resulterede i et utroligt højt forståelsesniveau blandt os alle tre.

Tom dyrker selv. Også sport. Ved 15-tiden om eftermiddagen ville han derfor gerne tage os med til en stor golf-turnering i Phoenix – FBR Open - som efter sigende skulle være den bedst besøgte golfturnering i verden. Hvad Tom har af gode idéer og danske slang-kundskaber mangler han til gengæld i tidsfornemmelse. Det resulterede derfor i, at vi dukkede op til golfturneringen efter at den var afgjort, præmierne tildelt og vi var derfor – som de absolut ENESTE mennesker – på vej til golfbanen, mens 120.000 mennesker var på vej den anden vej. Buschaufføren som kørte os hen til anlægget, bemærkede da også på vejen: ”You people who are sitting in this bus obviously don’t know anything about golf, huh?” Han havde temmelig meget ret.

Så hvad nu? Klokken var 16, turneringen var slut og vi vadede rundt på kilometerlange cementfortove ledet af en lille kraftig amerikaner mens ørkensolen bragede løs. Det var temmelig svært af finde mening i det vi foretog os, men Tom blev ved med at fable om en eller anden fest han kendte til området. ”Han kunne bare lige ikke lige huske hvor det var henne.” Klart, Tom – Køb dig endelig tid! Men lige pludselig skete der noget: I et område med nogle meget mærkelige huse som ikke lignede noget vi nogensinde havde set, åbnede der sig pludselig en port ind til et kæmpe hus, hvor der var post-golf-fest for det bedre borgerskab i Phoenix. Kæmpe stue med balkon, fri bar, opvarmet pool og terrasse direkte ud til greenen på hul 1! W000t?! Den kvindelige del af gæsterne var ren galskab. Nogle var virkelig smukke, mens andre nærmere var studier ud i veludført plastic-kirurgi. Når man som 21-årig kvinde består af mere plastic end en PEZ-dispenser i golf-kredse herovre, kommer man temmelig sikkert med til nogle ret gode fester mm. Dixon har brilleret med en lille reportáge on location:

Allerede før vi kom til festen var vi temmelig godt beduggede, så der var ingen af os der rigtig kunne forstå hvad der foregik. Med hængerøv i bukserne, hættebluser og t-shirt gik vi rundt blandt Phoenix’ finest og skyllede gratis drinks ned i stribevis. Jeppe fik af personalet at vide at han havde ”a very thick accent.” Muligvis den allerpæneste måde at sige ”your english sucks!” på.

Henved 20-tiden sluttede festen for vores vedkommende. Kun de allermest hotte mennesker til festen blev tilbage (vi var åbenbart ikke blandt dem), så vi tog med Tom hen og spiste sushi på en restaurant. Der blev hældt temmelig meget sushi ned og skyllet efter med sake, inden vi (årsagen har fortabt sig i tågerne) lige nåede at se 12 Monkeys hjemme hos Tom. Eller dvs.: Jeppe sad og sov i sofaen, indtil der blev truffet beslutning om at NU skulle vi sgu til mere fest. Efter 2-3 lynhurtige flade fra Dixon og 20 armbøjninger, blev motorerne startet igen, og vi var nu på vej ned til et kæmpe bar-område i Phoenix, hvor den amerikanske ungdom gjorde et godt indtryk: Pigekysseri i baren, servitricer i hot-pants/top (festarrangører, tag noter!) og plastic-bryster startende fra størrelse D. Smukt.

Ved 3-tiden kunne vi ikke mere. Dixons stemme var røget ned i Barry White-frekvensen, hjernefunktionen på kakerlak-stadiet og alle sætninger startede nu med ”yo’ mama…” Tom var blevet sulten (surprise, Tykkeberg) så vi endte dagen med en midnats-snack på en bar (T-Bone steak’n'eggs jo tak, jo tak!!!), hvor de to eneste cykler vi indtil videre har set på turen, blev forsøgt smuglet med hen til et bord af et par store negre afro-amerikanere.

I løbet af natten nåede Tom at droppe følgende bemærkning: ”You know guys, I’ve met a lot of people through Couchsurfing – a lot of surfers and stuff – but you two are by far the most crazy.”

Point taken!

Vi forlod det hyggelige hostel om formiddagen, for at begive os nordpå mod Grand Canyon National Park, hvor vi var meget spændte på at se det sted, alle snakker så meget om. Efter ca. 1½ times kørsel gennem skovlandskab nåede vi endelig frem, og kom hurtigt ned til et af de ca. 10 viewpoints, der ligger langs kløften på sydsiden af Grand Canyon. Og hold da op, for et syn. Grand Canyon kan simpelthen ikke forklares – det skal opleves! I mangel af bedre kan man se vores lille reportage (udtales ”ræportarsch” på ægte fransk) her:

Efter 2-3 timers kæmpeoplevelse omkring kløften, tog vi sydpå mod Phoenix, hvor vi skulle mødes med Tom, som vi har støvet op på Couchsurfing.com. For dem der ikke ved det, er Couchsurfing et website, hvor man kan oprette en profil og herigennem komme i kontakt med folk i hele verden, som stiller deres sofa til rådighed andre. Fantastisk koncept og en enestående mulighed for både at spare penge og lære lokale folk at kende. Mens vi ventede på at Tom kom hjem fra arbejde, tog vi forbi det store stadion i Phoenix, hvor Super Bowl XLII skulle spilles. Uden for stadion var et kæmpe-show i gang med pariserhjul, boder og forskellige aktiviteter for unge og gamle. True american family entertainment. Vi nøjedes dog med at blive foreviget ude foran stadion og fik herefter fat på Tom, som måtte hente os på en parkeringsplads, efter at Jeppes korthåndtering for en gang skyld viste sig utilstrækkelig.

Tom er i slutningen af 30rne og har sin egen lille biks, hvor han sælger computere til virksomheder. Han bor sammen med sin hund og en kammerat i en orn’lig stor lejlighed i den sydlige del af Phoenix og er ellers bare verdens flinkeste mand. Efter en lille kop kaffe og en sludder hjemme hos Tom, tog vi til fest sammen med nogle af hans venner, som også alle er couchsurfers. Vi mødtes alle sammen i byens kunst-kvarter, hvor der en gang om måneden er stor gadefest. Denne gang med hiphop-koncert og øller på køl. Senere tog vi videre hjem til Tom’s veninde Dina, hvor vi spillede kort og fik tips til vores videre færd. Da vi kom hjem til Toms lejlighed efter besøget hos Dina, fandt vi kun én sofa og så en ”love sack” (bollepude?) til rådighed for de to dødtrætte danskere. Hurtig afgørelse: Sten-saks-papir og Dixon forvist til bollepuden på resten af opholdet, lige ved siden af der hvor hunden sover. Smukhed.

Vi tjekkede ud fra vores hotel i Las Vegas ved 12-tiden, pakkede bilen og var klar til at forlade den skøre by. Efter at have siddet i kø ned af the Strip i en time, kom vi endelig ud af byen og over de første bjerge, på vej mod den store dæmning Hoover Dam, som ligger på grænsen mellem Nevada og Arizona. Efter godt en times kørsel kunne vi stige ud af bilen til et temmelig vildt syn af en af USA’s største og stolteste konstruktioner.

Hoover Dam blev bygget i starten af 1930’erne under Depressionen af folk fra alle dele af landet som kom til Boulder City (byen lagde oprindeligt navn til projektet, inden den lidet populære præsident Herbert Clark Hoover lagde sin klamme hånd på navnet) og stod færdig i 1935 efter 5 år. Her boede arbejderne i deres biler midt i ørkenen på et af USA’s varmeste steder og ca. 100 af dem måtte lade livet som følge af arbejdsulykker mm. Dæmningen er derfor den dag i dag blevet et symbol på sammenhold og hårdt arbejde blandt amerikanere. Hoover Dam er oprindelig bygget for at forhindre oversvømmelser af landbrug og var derfor vigtig for at kunne udvikle infrastruktur og byer i Californien, men leverer også strøm via store turbiner og rent drikkevand fra den nærliggende Lake Mead som er en af verdens største kunstige søer.

Selvom vi allerede havde stiftet bekendtskab med store højder på turen, var det alligevel lidt ubehageligt at kigge ned af den stejle væg på dæmningen, og især Jeppe fik igen lidt svedige håndflader af at kigge de 221 meter ned af dæmningen. Efter et kvarters tid, fik vi dog et mere afslappet forhold til den og Dixon skulle selvfølgelig lige sidde og balancere på kanten.

Efter en god en på opleveren var vi på vejen igen, og stiftede for første gang bekendtskab med ørkenens lange, flade lige strækninger og alle dens omgivende trailer parks. Vi diskuterede ivrigt hvem fanden der køber 6 hektar rød, gold jord midt i ørkenen og smider et blikskur op med 1½ times kørsel til nærmeste butik, men fandt ikke frem til nogen logisk forklaring. Efter nogle timers kørsel begyndte landskabet dog at ændre sig og vi begyndte at køre op i bjergene samtidig med at det blev køligere i vejret. Ved 19-tiden var vi fremme ved vores destination, Flagstaff hvor vi pludselig kunne konstatere at vi stod i sne til knæene da vi steg ud i mørket. Meget mærkelig erkendelse efter at have siddet i t-shirt hele vejen fra Las Vegas.

Efter en lille tur rundt i den meget hyggelige, universitets-, backpacker- og bjergbestigerby fandt vi et superhyggeligt hostel til $17 dollars pr. næb – inklusiv morgenmad. Her boede en masse unge og meget søde folk, som alle var på vej den ene eller anden vej gennem landet, ligesom os. En på alle måder behagelig kontrast til livet i Sin City. Vi var heldige at få vores eget værelse med køjeseng og efter tidligere rejseerfaringer med Dixon, blev det meget hurtigt afgjort at han skulle sove i den NEDERSTE køje!

Inden vi gik til køjs var vi lige ude og få en bjergbajer på en af de mange hyggelige barer i byen, som både husede et godt bluesband, backpackers og unge studerende fra byens universitet. Det var rigtig hyggeligt indtil en eller anden klovn besluttede sig for at sprøjte med peberspray, så alle i baren måtte gå ud og trække frisk luft. Flot. De to eneste som ikke blev påvirket af gasangrebet var en skævbenet hund og så Dixon, som hævdede at hans næse var stoppet og at han derfor ikke blev påvirket af sprayen. Jaja, Dixon – accept large pets.

 

 

Vores anden dag i Las Vegas startede allerede kl. halv seks om morgenen, da Jeppe ikke kunne sove mere efter 9 timers Tornerosesøvn, ovenpå poker-daskene. Dixon, som kun havde fået fire en halv time, skulle selvfølgelig ikke ligge og snue til langt opad formiddagen, så derfor blev han vækket med tilbuddet om at tage med ud og se ”solopgang i ørkenen”. Efter et par minutters overtalelse var Dixon klar. Vi tog et hurtigt bad og fik bilen startet op til en hel random tur rundt i byen, som startede i en lukket drive-in (men vi fik dog lige en hel klam morgenburger og en mokka) inden vi febrilsk kørte rundt i diverse industrikvarterer for at finde det ”helt rigtige spot” til at se solopgang fra. På grund af en stort set tom benzintank og Jeppes morgensurhed, kørte Dixon til sidst ind på en helt tom parkeringsplads, hvor vi lige kunne skimte solen mellem nogle reklameflag og et par afdankede palmer, vel at mærke kun efter at have forceret en 2 meter høj mur, som vi sad og skændtes højlydt på. Morgenskærmydslerne blev dog hurtigt skrinlagt, da vi fik øje på et papskilt der lå smidt bag nogle buske, med en meget sympatisk statement, som vi hurtigt blev enige om at støtte op om, da vi altid er gået ind for at alle har ret til en orangutang i haven, eller en søko i poolen. Mærkeligt nok har hverken republikanere eller demokrater nævnt sagen med et ord herovre i valgkampen…

Efter det fremragende morgeneventyr, var vi en tur på The Strip (vejen med alle de store casinoer i Las Vegas), hvor vi rendte rundt på de forskellige casinoer med kæben hængende langs jorden over alle de mange tåbelige fantastiske idéer man har fået til indretning: Små indendørs franske byer med overhængende himmel, kæmpe løvebure af glas og en temmelig genopførsel af hele det antikke Rom (Ceasar’s Palace), som på trods af al sin vulgaritet klart indtager førstepladsen for mest gennemførte koncept. Herefter kunne vi lige nå tilbage til vores eget – knap så prangende hotel – til en formiddagsturnering i poker, sammen med de andre fattigrøve. Her røg vi begge ud temmelig hurtigt og besluttede os for at gå op og tage en lille morfar på hotelværelset, inden vi skulle tilbringe hele aftenen med buffet, druk og fest på The Strip.

[…] Vi vågnede syv timer senere, helt udsovede og rundt på gulvet over at klokken var ni om aftenen. Efter en times fumlen rundt og lidt vand i ansigtet var vi klar. Helt klar! Vi nåede både at se springvandsshow foran Bellagio, spise udmærket på det sidste åbne spisested i hele Las Vegas og tabe en masse penge på spillemaskiner, inden vi blev enige om at det jo nok var black jack der var ”vores game”.

Vi fik sat os ned ved det første det bedste bord, vekslede penge om til chips og var nu klar til at rive penge fra den kinesiske dealer, ”Qiang” som stod bag bordet og smilede venligt. Først hér gik det op for os at det var et spil som hed 3 card poker som vi aldrig nogensinde havde hørt om, men som vi da godt lige kunne varme op på, inden vi skulle blanke casinoet af på black jack.

Qiang var så venlig lige at give os en hurtig introduktion til reglerne, som med baggrundsstøj og gebrokkent kinesisk-engelsk lød ca. som følger: “In 3 card poker you can only win if you get pair or ping pong hong hong kong. The dealer however, only need queen or higher or pairs so it’s best if you choose to nihau gong kung-fu. Understand? Go!” Så var vi i gang! Før Dixon kunne nå at sige “forårsrulle”, havde han tabt 20 dollars og Qiang stod bare og rystede på hovedet af os mens hun grinede. Det havde sgu nok været bedst, hvis vi bare havde valgt at rejse os fra bordet, men det gjorde vi så nu, selvom Qiang da var helt overbevist om at vi lige skulle give det en chance mere. ”Klart, Qiang. Ses.”

Efter mere røvtur på rouletten blev enige om at smutte på natklub, men ville lige opleve det flotte springvand foran Bellagio en sidste gang. Efter tyve minutters forgæves venten, blev vi dog enige om at springvandet nok var lukket for dagen, og besluttede os derfor at tage på natklub på en slags romersk galej(?!) på Ceasar’s Palace. Her rendte vi ind i sød neger-grandma’, som bedst kan beskrives som én stor røv med hoved på, men som var skidesød og fortalte os røverhistorier om hendes familie i Texas og Europa. Grandma smuttede, festen sluttede og vi tog tilbage til Sahara for lige at give black jack den sidste chance (eller også var det black jack der gav os en chance). Efter endnu engang at have fået trukket skelettet ud af røvhullet i spil, blev enige om at det var sengetid, eftersom klokken var på vej til fem om morgenen. Tiden går sørme stærkt når man powernapper halvdelen af dagen væk…

Vores første dag i Vegas startede med morgenmad på Dennis’, hvor vi stiftede bekendtskab med turens første rigtige amerikanske morgenmad: Bacon/æg, Pandekager med sirup, hormon-skinke, toasts og kaffe ad libitum. Herefter fik vi indkøbt et par småting, før vi kom forbi Las Vegas højeste bygning Stratosphere, som højdemæssigt svarer til Eiffeltårnet hvor man lige har smidt Rundetårn på toppen. Men fordi tårnet som hotel, casino, indkøbscenter og restaurant ikke er noget specielt i sig selv (Vegas standard), har man lige valgt at smide tre forlystelser dødsmaskiner ovenpå tårnet, hvoraf de to af dem indebærer en tur udover kanten på tårnet. Dem skulle vi naturligvis prøve. Vi har lavet en lille video, som vist nok taler for sig selv:

Efter at have set døden i øjnene tre gange var det tid til en lille chiller på hotelværelset. Vi fik surfet, ringet, sovet, spillet og drukket en lille øl inden vi skulle deltage i en af hotellets 3 daglige $45-pokerturneringer. Der var lagt op til dansk drama, da vi havnede ved samme bord – et drama Dixon trak sig sejrrigt ud af, da han sendte Jeppe ud i en buy-in med 3 konger. Idiot! Optur! Kort efter blev Jeppe sendt helt ud af turneringen, da hans damer fik en ordentlig tur i høet af sidemandens 4 esser og efter endnu et par flade på Black Jack-bordet, blev det sengetid for Jeppe ”Sweaty hands” Næb. Dixon derimod, træk seksløberen, og sendte amerikanske fedlinger ud på række.

Efter 4½ times spil, var der plads ved finalebordet, hvor Dixon (med næsthøjeste stack) løftede en ”rockets” som bordets chipleader tog kampen op mod med en ”all-in”. Ingen betænkningstid, et klart ”call” og showdown mod statens mest bælgøjede mand. Bønder mod to esser og en Dixon som allerede kunne fornemme WPT-ringen på fingeren. Den bonde som kom på floppet havde imidlertid en olfert og buksevand med i rygsækken, så en storsmilende ”Crazy Eyes” kunne sende Dixon ud på en – trods alt – flot niendeplads ud af hundrede og ca. $60 dollars i præmie.

Da Dixon kom op og stadig var høj på adrenalin, helt klar til at lægge byen ned, fandt han blot en helt livløs Jeppe i fosterstilling med chips i sengen, alt tøjet på og halvdrukket øl på natbordet. Efter et kort ring hjem, og adskillige forsøg på at sparke liv i Jeppe, måtte Dixon følge eksemplet med at smutte i seng.

Efter en tiltrængt omgang søvn, vågnede vi halv-tidligt på motellet og blev enige om, at der ikke var meget mere at komme efter i Inglewood og omegn. Vi satte derfor kursen mod det nordlige Los Angeles, for at cruise lidt rundt i Mulholland Drive, Beverly Hills og Bel Air, for at opleve lidt snobberi i verdensklasse. Det lykkedes Jeppe at få nogenlunde styr på kortlæsningen denne gang, og efter en hurtig morgenmad på en mexicansk joint, begyndte vi godt at kunne se at vi sgu nok havde undgået Inglewood denne gang. Neglesaks-klippede plæner, palmer og små snørklede villaveje hele vejen op mod toppen af de forskellige højdedrag i Beverly Hills, hvor husene bare bliver større og større, jo højere op man kommer. Det hele er en skør blanding af mange bebyggelser på toppen af bakkerne, og helt øde vildnis nede i de små tæt-beplantede dale. En billig måde at opleve at opleve L.A. på, er faktisk at spille ”GTA San Andreas”, for her får man faktisk et skræmmende godt billede af hvordan både arkitektur, højdeforskelle og køretøjer ser ud i forskellige dele af L.A.

Efter at have kørt rundt i ”glamour-land” i et par timer, tog vi ned til shopping kvarterene på Beverly Boulevard, Sunset Boulevard og West Beverly, hvor vi havde sat os for at finde Creme-Kongen – bedre kendt som Ole Henriksen fra TV-programmet om kendte der får skønhedsbehandlinger. Hjemmefra havde vi købt en masse bolcher fra Søemods, så vi havde noget dansk at give folk herovre, og vi fik hurtigt lavet en lille pose til Creme-Kongen, fyldt med dannebrogsbolcher og lukket med en fin lille guld-klips. Vi fik fat på en adresse (Dixon: ”Do you know Cream King?”) som vi kørte hen til, men her var ingen Ole H. – så vi prøvede i stedet at ringe til det nummer han skulle kunne fanges på. Til vores store skuffelse var mr. Creme-Konge ikke på arbejde lige netop denne dag, så vi satte høj hiphop på stereoen og begyndte at skrive et diss til Ole H., og kørte mod Hollywood Boulevard – den med alle stjernerne på fortovet.

Hollywood Boulevard er nok en af de mest opreklamerede attraktioner nogen af os har set. Det er sjovt nok at se den første flise, men herefter er det bare en lang række navne, heraf ufattelig mange ukendte (who the fuck is Elton Britt?), og man bliver hurtig træt af at gå og kigge ned i jorden. Vi blev stoppet af nogle unge talentfulde negre som pushede hver deres rap-album, comedy show osv., og Jeppe blev overtalt til både at købe en DVD og en promo-CD som efter sigende skulle lyde som Talib Kwali, Mos Def m.fl. Ok, det gjorde det så ikke…

Efter det lille Hollywood eventyr, tog vi til Universal Studios, som er en temmelig stor forlystelsespark, midt i Hollywood. Her var vi inde og se pyro-technics, 4-D film (3-D briller + sæder der kan bevæge sig), en Jurassic Park-ting, ”Mumien”-rutchebane i mørke, og ”Houses of Horror” som i sig selv ikke var noget særligt, MEN… 7 små japanere (døbt ”noia-neserne”) på 15-16 år havde forvildet sig ind i Spøgelseshuset og gik i én stor klump, hvor de skubbede hinanden videre ind i de næste rum og var fuldkommen angste allesammen. Klart dagens sjoveste indslag. Jeppe gik op på dem bagfra og skreg en af dem ind i hovedet for lige at puste yderligere til ilden. Den sidste ting vi så, var en ”special effects”-ting, hvor Jeppe kom til at melde sig som frivillig. Det betød skuespil foran 200 mennesker, hvor han skulle skrige, mens hånden blev skåret af, forvandles til et skelet etc.

Efter Universal Studios besluttede vi os for at forlade Los Angeles og køre mod Vegas, da vi ikke gad flere usle moteller på de kanter. Det tog fem timer før vi kunne tjekke ind på Hotel Sahara på ”The Strip” ved midnat, blot for at blive mødt af endnu et beskidt hotelværelse med uredt seng og beskidte håndklæder på toilettet. Great. Sagerne blev dog hurtigt bragt i orden. Vi blev kompenseret med lidt gratis internet, og kunne endelig få lidt søvn efter en laaaang dag.

D. 27. januar 2008 blev en særdeles lang dag. Efter flytning, kandidateksamen og -fest, mødtes vi i Jeppes lejlighed til en ordentlig omgang computermaraton, så vi kunne holde os vågne til vi skulle være i Kastrup Lufthavn kl. 5 om morgenen med udsigt til 17 timers flyvetur. Flyveturen blev dog ikke nær så hård, som vi havde frygtet og kl. 14 lokal tid rundede vi Stillehavet og fløj ind over stranden til L.A.s lufthavn, som ligger helt ud til vandet – smuk start på turen. Efter de sædvanlige 8-12 pasvisninger og krydsforhør i tolden fik vi endelig vores bagage, og kom hurtigt hen til biludlejeningen. Jeppe var rimelig medtaget af jetlag, og det tog en krig at få fat i bilen, ikke mindst fordi kiggen i AVIS bil-katalog ca. svarer til at lukke et julemærkebarn ind på McDonalds: Man vil helst have det hele. I noget der ligner der 5 måneder har vi løbende haft en diskussion af, om vi skulle køre rundt i en Ford Mustang eller ej. Ok, det skulle vi så ikke. Til gengæld valgte vi så (eller dvs. Dixon gjorde) at upgrade vores bil, så vi gik fra “stor” til “kæmpe”, nærmere betegnet en Chrysler 300 – et oooordentligt lokum!

 

I fuld overenstemmelse med Dixonssædvanlige logik, var det bedre at bruge 1500 kroner på en upgrade end 1000 kroner på at leje en GPS – det skulle senere vise sig at være en stor fejl. Det viste sig nemlig at Jeppe ikke ligefrem var nogen brevdue efter 16 timers flyvetur, hvilket resulterede i, at vi – lige meget hvor vi kørte hen – endte i Inglewood, som er hyppigt refereret til i amerikansk gangsterrap. Nok ikke helt uden grund. Nå, men efter at have kørt i ring i to timer, besluttede vi os for at køre ned til vandet, hvor vi så lidt solnedgang og en Dodge Viper (tidligere verdens hurtigeste gadebil – nøj!), inden vi igen kørte i ring i halvanden time, og efter endnu et lille smut forbi Inglewood, endte på verdens usleste motel med beskidte vaskeklude i badet og en hullet persienne, sat op med en tandbørste! Luksus. … Nå – en seng er en seng og endelig kunne vi få os en omgang søvn efter en lang rejse og en masse spændende indtryk!